Boliger i Hornslet
Bygherre/Udvikler
Saralyst Ejendomsudvikling A/S
Beliggenhed
Hornslet
År
2022-2028
Grundareal
134.000 m²
Team
Saralyst Ejendomsudvikling A/S
Arealet ligger i Hornslets nord-vestlige del, hvor Teglvangsvej støder til Tingvej. Området er beliggende i landzone, men er af kommunen udpeget som fremtidigt boligområde (perspektivareal), og vi er i dialog med myndighederne om at overføre arealet til byzone i forbindelse med den kommende kommuneplan.
Målet er at skabe et attraktivt beliggende boligområde med kort afstand til by, letbane, det åbne land og skov. Arealet vil give byen en naturlig afslutning mod nord-vest og udgøre en modvægt mod den store udvidelse af byen mod syd-øst. Herved genskabes balancen i byen, så den historiske bymidte fortsat kan være det naturlige samlingspunkt. Arealet udgør ca. 13,4 hektar, hvoraf en del er beliggende indenfor skovbyggelinjen.
På arealet påtænkes opført fritliggende enfamiliehuse, tæt-lav boligbebyggelse i form af rækkehuse og eventuelt almene boliger til eksempelvis unge familier, singler eller par med voksne børn, samt seniorbofællesskab med selvstændige boliger. Seniorboligerne etableres med selvstændige terrasser og grønne udenomsarealer som vedligeholdes af gartner.
Vejadgang til boligområdet tænkes hovedsagelig etableret fra Teglvangsvej og i mindre omfang fra Tingvej, hvor f.eks. ældreboliger placeres med kort afstand til byen. I forbindelse med en mindre sø på grunden ønskes etableret et grønt rekreativt område med bænke og gangstier som forbinder hele området. Det rekreative område skal give naturoplevelser, aktiviteter og rum for spontane møder mellem mennesker. Der anlægges endvidere legeplads til brug for børnefamilierne i området.
Boligerne tænkes opført i et nutidigt formsprog i robuste og gedigne materialer, hvor energi, klima og bæredygtighed vil være i fokus. Kommer man således fra et ældre hus eller lejlighed, vil man både opleve et funktionelt og komfortmæssigt løft og samtidig bidrage til bæredygtige og energirigtige løsninger.